Husk at spørge

Uanset hvor i verden, vi bor, ender vi alle med at komme til at betale i mange år for at have reddet bankerne fra deres egne fejltagelser. Banksektoren viste sig dygtig til at overbevise regeringerne om at det var af afgørende nødvendighed at bevare sektoren uforandret. Hvorfor egentlig? Paul A Volcker, USA’s tidligere centralbankschef, udtrykte fornylig at banksektorens største bidrag til samfundet i de seneste 30 år var indførelsen af kontantautomater.

Med kolossale beløb foræret til bankerne kunne man håbe på, at de i det mindste prøver at lære af deres fejl. Kigger man på et lille område, som sikkert er relevant for mange af Dabgo’s medlemmer, nemlig formueforvaltning, er der ikke grund til overdreven optimisme.

De fleste af os har en tendens til at følge de økonomiske incitamenter, der stilles op for os. Sådan er det også for den del af bankernes bankernes personale, som beskæftiger sig med kunderådgivning og formueforvaltning.

Ved indgangen til krisen blev disse medarbejdere betalt for at skabe omsætning til banken. Nu, efter at have tabt kolossale beløb på kundernes vegne og i bedste fald at have genvundet halvdelen af tabet, bliver de fortsat betalt for at skabe omsætning.

Ikke en eneste bank har ændret i de økonomiske incitamenter for derved at signalere, at de tager kundernes interesser alvorligt. Af en eller anden grund er der ingen, der tør lade indtjeningen være afhængig af, at man faktisk leverer et afkast til kunderne.

I stedet tager man sig betalt for værdipapirtransaktioner – en bulkvare, som den teknologiske udvikling er tæt på at gøre gratis for bankerne at levere. Man tager sig betalt for investeringslån, som er sikret mod kundernes egne penge.

Hvorfor sker der ikke noget på dette område? På alle andre områder har informationsrevolutionen lagt pres på virksomhederne. Dårlig service eller produktkvalitet bliver nådesløst udstillet via Internet. Men bankerne klarer alligevel at levere en tvivlsom service og tage sig godt betalt for noget, som reelt burde koste meget lidt.

Fejlen ligger delvis hos os selv. Vi elsker at blive godt behandlet, at blive ringet op at en bankrådgiver, som husker vores fødselsdag (CRM-systemer er gode at have). Vi foretrækker lokale banker. Vi bryder os ikke om at shoppe rundt for at se, hvad bankerne kan tilbyde. Samtidig er vores pengesager det mest personlige, vi har. Vi udstiller os ikke gerne. Vi stiller ikke hvasse spørgsmål om betalingen for den service, vi tilbydes.

Hvis vi gør det, får vi at vide, at det er svært at investere, og at man skal have mange års erfaring for at kunne gøre det selv. Og banken er stopfyldt med eksperter. Så kan vi lære det: lad være med at stille spørgsmål.

Det mindste, vi kunne gøre for os selv, er ganske simpelt. Som erhvervsaktive med leder- eller igangsættererfaring ved vi hvordan økonomiske incitamenter virker. Vi har både ret og pligt til at lede efter banker, som giver deres personale et økonomisk incitament i overensstemmelse med kundernes interesser. Ikke at gøre det kan vise sig meget dyrt i sidste ende.

Ignorance may seriously damage your wealth.