
Brain drain, brain gain eller bare gode historier om interessante mennesker på interessante missioner i interessante omgivelser? Journalistisk er der mange tilgangsvinkler til det samme emne. På Jyllands-Posten vælger vi nu at tage fat i sidstnævnte.
For verden undenfor andedammen er jo fantastisk. Mange tusind danskere bygger karrierer op rundt omkring på kloden. Mange får oplevelser for livet – positive eller negative. Vi tror på, at de historier, som udstationerede eller fastboende i udlandet har at fortælle, kan være af stor værdi for danskere, som enten pusler med ideen om job i udlandet eller blot interesserer sig for verden udenfor de danske grænser.
Derfor vil vi gerne i avisen indføre en fast, ugentlig tema-artikel, hvor vi taler med en repræsentant for de ”eksporterede danskere”. Mere præcist skal artiklerne handle om det liv, som disse mennesker lever, om deres hverdag og deres oplevelser i forbindelse med at blive introduceret og leve i en ny kultur, hvad enten den er svensk, australsk, kinesisk eller noget helt fjerde.
Tanken er, at få en af vore journalister til at kontakte en udlandsresiderende dansker og gennemføre et telefoninterview – varighed formentlig op til 30 minutter – om stort og småt. Vi vil gerne høre om de professionelle udfordringer, der har været forbundet med skiftet til en arbejdsplads i udlandet. Om hvordan de udstationerede har oplevet mulighederne for at falde til som privatpersoner på destinationerne. Vi vil også gerne høre de sjove, skrækindjagende, skæve eller inspirerende anekdoter, de måtte ligge inde med i deres rygsæk af oplevelser.
Beretningerne skal have en fast opsætning over en helside i avisen, evt. illustreret af et verdenskort, og et foto af den person, vi taler med. Det ville desværre blive uforholdsmæssigt dyrt for avisen, at skulle sende en fotograf verden rundt for at tage billeder af de interviewede. Omvendt giver det ikke den store mening at bringe et interview med en person, hvis ansigt, man ikke kan se. Derfor håber vi, at de interviewede vil være os behjælpelige med at maile os et vellignende foto. Gerne, men ikke nødvendigvis, taget i de omgivelser, hvor vedkommende har sin gang til hverdag.
Serien bliver udført i samarbejde med DABGO, det største internationale netværk for danskere i udlandet, samt en række af de største danske eksportvirksomheder, som har indvilliget i at hjælpe med at finde de rigtige interviewpersoner rundt omkring i verden.
Processen indledes med, at avisen bistået af sine samarbejdspartnere identificerer et større antal relevante personer, som vi kan kontakte i forbindelse med fremtidige interviews. Vi vil meget gerne have de potentielle deltageres email-adresser, så vi på tværs af tidszoner etc. kan aftale et passende tidspunkt, hvor de deltagende er indforståede med at blive ringet op af en af avisens journalister.
Vi håber, at ideen bliver vel modtaget, både hos medvirkende danskere i udlandet og hos vore hjemlige læsere. Og vi håber ikke mindst, at beretningerne udefra kan inspirere flere til at virkeliggøre den drøm om et udlandsophold, som de måtte ligge inde med.
Med venlig hilsen
Steen Rosenbak
Erhvervsredaktør
Morgenavisen Jyllands-Posten
You need to be a member of DABGO to add comments!
Join DABGO